103:1 Min sjæl, pris Herren! * Herre, min Gud, du er stor!
103:1 Du er klædt i højhed og pragt; * du hyller dig i lys som en kappe,
103:2 Du spænder himlen ud som en teltdug. * Du rejser din højsal i vandene,
103:3 Du gør skyerne til din vogn * og farer frem på vindens vinger.
103:4 Du gør vindene til dine sendebud, * og den flammende ild til dine tjenere.
103:5 Jorden gav du sin faste grundvold, * den rokkes aldrig i evighed.
103:6 Urdybet dækkede den som en dragt, * vandet stod op over bjergene.
103:7 Det flygtede for din trussel, * skræmt af din torden løb det sin vej
103:8 Op over bjerge og ned gennem dale * til det sted, du havde fastsat for det.
103:9 Du satte en grænse, det ikke må overskride, * det skal ikke dække jorden igen.
103:10 Du lader kilder springe frem i dalene, * mellem bjergene baner de sig vej,
103:11 De giver vand til alle de vilde dyr, * vildæsler får slukket deres tørst.
103:12 Ved bredden bygger himlens fugle deres rede, * på grenene sidder de og kvidrer.
103:13 Du vander bjergene fra din højsal, * jorden mættes med frugten af dit værk.
103:14 Græs lader du gro til kvæget, * og planter til tjeneste for mennesker,
103:14 Så der frembringes brød af jorden * og vin, der giver mennesker glæde.
103:15 Deres ansigt glinser af olie, * og brødet giver mennesket nye kræfter.
103:16 Herrens træer mættes, Libanons cedertræer, som han har plantet. * I dem bygger fuglene rede,
103:17 I enebærtræerne har storken sin bolig. * I de høje bjerge holder stenbukken til, i klipperne er grævlingens skjul.
103:19 Du skabte månen til festtiderne, * og solen kender sin nedgang.
103:20 Når du sender mørket, bliver det nat, * og skovens vilde dyr rører på sig.
103:21 Løverne brøler efter bytte * og kræver deres føde fra Gud.
103:22 Når solen står op, søger de hjem * og lægger sig i deres huler.
103:23 Mennesket går ud til sin gerning * og arbejder, til det bliver aften.
103:24 Hvor er dine værker mange, Herre! * Du har skabt dem alle med visdom, jorden er fuld af dit skaberværk.
103:25 Her er det store og vidtstrakte hav, * med sit mylder, umuligt at tælle,
103:26 Både små og store dyr! * Dér sejler skibene,
103:27 Dér er Livjatan, som du skabte til at lege i det. * Alle har det håb til dig, at du giver dem føde i rette tid;
103:28 Du giver dem, og de samler op, * du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver;
103:29 Du skjuler ansigtet, og de forfærdes, * du tager deres ånd bort, og de dør og bliver til jord igen;
103:30 Du sender din ånd, og der skabes liv, * du gør jorden ny.
103:31 Herrens herlighed skal vare evigt, * Herren skal glæde sig over sine værker.
103:32 Blot han ser på jorden, skælver den, * blot han rører ved bjergene, ryger de.
103:33 Jeg vil synge for Herren, så længe jeg lever, * jeg vil lovsynge min Gud, så længe jeg er til.
103:34 Gid mit digt må være ham til behag, * jeg har min glæde i Herren.
103:35  Gid synderne må udryddes fra jorden, og de ugudelige ikke længere være til! * Min sjæl, pris Herren!
