138:1 Herre, du ransager mig og kender mig. * (2) Du ved, om jeg sidder eller står,
138:3 På lang afstand er du klar over min tanke; * du har rede på, om jeg går eller ligger,
138:4 Alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge,
138:5 Kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra * indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig.
138:6 Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, * det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det.
138:7 Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? * Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt?
138:8 Stiger jeg op til himlen, er du dér, * lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
138:9 Låner jeg morgenrødens vinger * og slår mig ned, hvor havet ender,
138:10 Så leder din hånd mig også dér, * din højre hånd holder mig fast.
138:11 Siger jeg: Mørket skal dække mig, * lyset blive til nat omkring mig,
138:12 Så er mørket ikke mørke for dig, † natten er lys som dagen, * mørket er som lyset.
138:13 Det var dig, der dannede mine nyrer, * du flettede mig sammen i min mors liv.
138:14 Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, ‡ underfulde er dine gerninger, * jeg ved det fuldt ud!
138:15 Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, * blev vævet i jordens dyb.
138:16 Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; † alle dagene stod skrevet i din bog, * de var formet, før en eneste af dem var kommet.
138:17 Hvor er dine tanker dyrebare for mig, * hvor stor er dog summen af dem, Gud!
138:18 Tæller jeg dem, er de flere end sandet, * bliver jeg færdig, er jeg stadig hos dig.
138:19 Gid du ville dræbe forbryderne, Gud! * Vig fra mig, I mordere!
138:20 De spinder rænker mod dig, * de farer med løgn mod dig.
138:21 Hader jeg ikke dem, der hader dig, Herre? * Væmmes jeg ikke ved dem, der rejser sig mod dig?
138:22 Grænseløst er mit had til dem, * de er blevet mine fjender.
138:23 Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, * prøv mig, og kend mine tanker,
138:24 Se efter, om jeg følger afgudsvej! * Led mig ad evigheds vej!
