(Moses' sang * 5 Mos 32:1-43)
32:1 Lyt, du himmel, jeg vil tale, * hør mine ord, du jord!
32:2 Min belæring skal dryppe som regn, * som dug skal min tale strømme,
32:2 Som regnskyl på grønne enge, som regndråber på græsset. * Herrens navn vil jeg forkynde,
32:3 Giv vor Gud ære! * Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen, alle hans veje er rette,
32:4 En trofast Gud uden svig, * retfærdig og retskaffen. En forkvaklet og forvildet slægt handlede ondt mod ham,
32:5 På grund af deres skyld er de ikke hans børn. * Er det måden at lønne Herren, du tåbelige, uforstandige folk?
32:6 Han er dog din fader * og skaber, det var ham, der skabte og formede dig.
32:7 Tænk på fortids dage, * giv agt på slægternes år;
32:7 Spørg din far, lad ham fortælle, * lad de gamle berette for dig:
32:8 Da den Højeste fordelte folkene, * da han skilte menneskene fra hinanden,
32:8 Fastsatte han folkenes områder * efter tallet på gudssønnerne.
32:9 Herrens del blev hans folk, * Jakob blev hans arvelod.
32:10 Han fandt det i ørkenlandet, * i den tomme, hylende ødemark;
32:10 Han kredsede om det, holdt øje med det, * passede på det som sin øjesten.
32:11 Som en ørn, der vækker sit kuld op, * og flyver frem og tilbage over sine unger,
32:11 Bredte han sine vinger ud, tog det op * og bar det på sine vinger.
32:12 Det var Herren alene, der førte det, * ingen fremmed gud var med ham.
32:13 Han førte det frem over landets høje, * det fik markens afgrøde at spise.
32:13 Han mættede det med honning fra bjerget, * med olie fra flinteklippen,
32:14 Med tykmælk fra køer og mælk fra får, * med fedt fra vædderlam, fra væddere og bukke fra Bashan,
32:14 Med hvedekornets nyrefedt; * drueblod drak du som skummende vin.
32:15 Men Jeshurun blev fed og slog bagud, * du blev fed, du blev tyk, du blev trind!
32:15 Han forkastede den Gud, der havde skabt ham, * og viste foragt for sin frelses klippe.
32:16 De æggede hans vrede med fremmede guder * og vakte hans trods med afskyelige ting.
32:17 De ofrede til dæmoner, som ikke er guder, * til guder, de ikke før havde kendt,
32:17 Nye guder, der lige var kommet til, * jeres fædre kendte ikke til dem.
32:18 Den klippe, der fødte dig, forsømte du, * du glemte den Gud, der bragte dig til verden.
32:19 Herren så det og forkastede dem, * for hans sønner og døtre havde krænket ham.
32:20 Han sagde: Jeg vil skjule mit ansigt for dem, * jeg vil se, hvad der bliver af dem;
32:20 De er en svigefuld slægt, * børn man ikke kan stole på.
32:21 De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud, * vakt min trods med deres tomme guder.
32:21 Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et folk, * vække deres trods med et tåbeligt folk.
32:22 Min vrede står i flammer, * den brænder til dødsrigets dyb,
32:22 Fortærer jorden og dens afgrøde, * antænder bjergenes grundvolde.
32:23 Jeg hober ulykker op over dem, * alle mine pile vil jeg bruge på dem;
32:24 De afkræftes af sult, * fortæres af feberbrand og dødelig sot;
32:24 Rovdyr med skarpe tænder slipper jeg løs * og giftige slanger, der kryber i støvet.
32:25 Ude gør sværdet barnløs, inde skal rædslen dræbe * ung mand og pige, spædbarn og olding.
32:26 Jeg tænkte: Jeg slår dem ned, * udsletter deres minde blandt mennesker.
32:27 Men jeg frygtede, at fjenden skulle krænke mig, * at deres modstandere skulle forvrænge det
32:27 Og sige: Vores hånd er løftet, * Herren har intet udført!
32:28 Men de er et folk, hvis planer mislykkes, de er uden forstand. * Var de kloge, havde de indset dette og tænkt på, hvad der skulle blive af dem.
32:30 Hvordan kan én forfølge tusind * eller to jage ti tusind,
32:30 Hvis ikke Herren har overgivet dem, * deres klippe har prisgivet dem?
32:31 Dog, deres klippe er ikke som vores, * vore fjender skal ikke være dommere.
32:32 Deres vinstok stammer fra Sodoma, * den har stået på Gomorras skråninger;
32:32 Deres druer er giftige, * drueklaserne er bitre,
32:33 Deres vin er slangegift, * en frygtelig øglegift.
32:34 Det er opbevaret hos mig, * under segl i mine våbenkamre.
32:35 Hævnen og gengældelsen tilhører mig, * til det øjeblik deres fod vakler.
32:35 Deres ulykkes dag er nær, * snart skal de indhentes af deres skæbne.
32:36 For Herren vil skaffe sit folk ret, * forbarme sig over sine tjenere,
32:36 Når han ser, at kræfterne svinder * og at dem han prisgav har svigtet, og hører fuldstændigt op.
32:37 Da vil han sige: Hvor er deres gud, * den klippe, de stolede på,
32:38 Som spiste deres slagtofres fedt * og drak deres drikofres vin?
32:38 Lad ham nu komme jer til hjælp! * Lad ham være jeres værn!
32:39 Indse dog, at det er mig, kun mig, * der er ingen Gud ved siden af mig;
32:39 Det er mig, der dræber og gør levende, har jeg knust, er det mig, der læger; * ingen kan rive nogen ud af min hånd.
32:40 Jeg løfter min hånd mod himlen * og sværger: Så sandt jeg lever for evigt,
32:41 Vil jeg hvæsse mit lynende sværd * og min hånd gribe fat om koggeret;
32:41 Jeg tager hævn over mine fjender, * gør gengæld mod dem, der hader mig.
32:42 Jeg beruser mine pile i blod, * mit sværd skal fortære kød,
32:42 Blodet af faldne * og fanger, hovederne af fjendens høvdinge.
32:43 Tilbed ham, I gudssønner, * for han hævner sine tjeneres blod;
32:43 Han hævner sig på sine fjender, * Han tilgiver sit folks land.
