36:1 Far ikke op over forbryderne, * vær ikke misundelig på dem, der øver uret,
36:2 For de visner hurtigt som græsset * og tørrer ud som de grønne vækster.
36:3 Stol på Herren, og gør det gode, * så kan du bo trygt i landet.
36:4 Find din glæde i Herren, * så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker.
36:5 Overgiv din vej til Herren, stol på ham, * så griber han ind;
36:6 Han lader din ret bryde frem som lyset og din retfærdighed som den klare dag. * Vær stille over for Herren, vent på ham;
36:7 Far ikke op over den, der har lykken med sig * og får sine planer gennemført.
36:8 Bliv ikke vred, lad din harme fare, * far ikke op, det bringer kun ulykke;
36:9 For forbryderne bliver udryddet * men de, der håber på Herren, får landet i arv og eje.
36:10 Kun et øjeblik, så er det ude med den uretfærdige, * ser du efter, hvor han boede, er han der ikke mere. 
36:11 Men de sagtmodige skal få landet i arv og eje * og glæde sig over stor lykke.
36:12 Den uretfærdige spinder rænker mod den retfærdige * og skærer tænder imod ham.
36:13 Herren ler ad ham, * for han ser, at hans time er kommet.
36:14 De uretfærdige drager sværdet * og spænder buen
36:14 For at fælde hjælpeløse og fattige * og slagte dem, der lever retskaffent.
36:15 Men deres sværd rammer dem selv i hjertet, * og deres buer brækkes.
36:16 Hellere den smule, en retfærdig ejer, * end de mange uretfærdiges rigdom;
36:17 For de uretfærdiges magt bliver brudt, * men Herren støtter de retfærdige.
36:18 Herren kender de retsindiges levedage, * deres ejendom består til evig tid.
36:19 De gøres ikke til skamme, når ulykken kommer, selv når der er hungersnød, bliver de mætte. * Men de uretfærdige går til grunde,
36:20 Og Herrens fjender forgår * som engenes pragt, de forgår i røg.
36:21 Den uretfærdige låner, men betaler ikke tilbage, * den retfærdige er barmhjertig og gavmild.
36:22 For de, der velsignes, får landet i arv og eje, * men de, der forbandes, bliver udryddet.
36:23 Det er Herren, der styrer en mands gang, * han styrker ham og glæder sig over hans færd.
36:24 Når han snubler, falder han ikke omkuld, * for Herren støtter ham.
36:25 Jeg har været ung og er nu gammel, * men jeg har aldrig set en retfærdig forladt eller hans børn tigge om brød.
36:26 Dagen lang låner han gavmildt ud, * og hans børn er til velsignelse.
36:27 Hold dig fra det onde, og gør det gode, * så bliver du altid boende,
36:28 For Herren elsker ret, og han svigter ikke sine trofaste. * De bliver altid beskyttet,
36:28 Men de onde udslettes for evigt, * de uretfærdiges børn udryddes.
36:29 De retfærdige skal få landet i arv og eje * og bo i det til evig tid.
36:30 Den retfærdiges mund forkynder visdom, * hans tunge siger, hvad der er ret.
36:31 Han har sin Guds lov i hjertet, * hans skridt vakler ikke.
36:32 Den uretfærdige lurer på den retfærdige * og stræber efter at slå ham ihjel.
36:33 Men Herren giver ham ikke i den uretfærdiges magt; * han dømmer ham ikke skyldig, når han stilles for retten.
36:34 Sæt dit håb til Herren, og følg hans vej, så indsætter han dig som arving til landet, * og du får at se, at de uretfærdige udryddes.
36:35 Jeg har set en uretfærdig voldsmand, * der knejste som Libanons cedre;
36:36 Så gik jeg forbi, men han var der ikke mere, * jeg søgte ham, men han var ikke at finde.
36:37 Læg mærke til den retsindige, se på den retskafne, * for hans fremtid er lykke.
36:38 Men alle syndere tilintetgøres, * uretfærdige har ingen fremtid.
36:39 Retfærdiges frelse kommer fra Herren, * han er deres værn, når nøden kommer.
36:40 Så hjælper Herren dem og udfrier dem, * han udfrier dem fra de uretfærdige og frelser dem, for de søger tilflugt hos ham.
