49:1 Herren, gudernes Gud, taler, * han kalder på jorden
49:1 Fra øst til vest. * Fra Zion, skønhedens krone,
49:3 Træder Gud frem i stråleglans, vor Gud kommer, * han tier ikke.
49:3 Foran ham går en fortærende ild, * omkring ham raser en vældig storm.
49:4 Han indkalder himlen deroppe * og jorden, han vil holde dom over sit folk.
49:5 Kald mine trofaste sammen hos mig, * dem, der har sluttet pagt med mig ved slagtoffer.
49:6 Og himlen forkynder hans retfærdighed, * for Gud selv er dommer.
49:7 Lyt, mit folk, jeg vil tale, Israel, jeg vil advare dig, * jeg er Gud, din Gud!
49:8 Jeg anklager dig ikke for dine slagtofre, * og dine brændofre har jeg altid for øje.
49:9 Jeg tager ikke tyre fra dit hus * eller bukke fra dine folde,
49:10 For alt skovens vildt er mit, * dyrene på de tusinder af bjerge.
49:11 Jeg kender alle fuglene i bjergene, * markens dyr hører mig til.
49:12 Bliver jeg sulten, siger jeg det ikke til dig, * for jorden er min, med alt, hvad den rummer.
49:13 Behøver jeg at spise tyrekød * eller drikke bukkeblod?
49:14 Du skal bringe takoffer til Gud * og indfri dine løfter til den Højeste.
49:15 Råb til mig på nødens dag, * så vil jeg udfri dig, og du skal ære mig.
49:16 Men til den ugudelige siger Gud: * Hvor vover du at remse mine bud op og tage min pagt i din mund,
49:17 Når du dog hader irettesættelse * og kaster mine ord bag dig?
49:18 Ser du en tyv, slutter du venskab med ham, * du gør fælles sag med horkarle.
49:19 Du lader munden løbe med ondskab * og spænder tungen for bedragets vogn.
49:20 Der sidder du og bagtaler din bror, sætter skamplet på en søn af din mor. * Sådan gør du, skulle jeg så tie?
49:21 Tænker du dig, at jeg er som du? * Nej, jeg lægger min anklage frem for dig.
49:22 Forstå det dog, I, som glemmer Gud, * ellers sønderriver jeg jer, uden at nogen kan redde.
49:23 Den, der bringer takoffer, ærer mig, * ham lader jeg se Guds frelse.
