73:1 Hvorfor har du forstødt os for evigt, Gud, * hvorfor flammer din vrede op mod de får, du vogter?
73:2 Husk din menighed, * som du vandt i gamle dage, 
73:2 De stammer, du løskøbte til ejendom, * Zions bjerg, hvor du tog bolig.
73:3 Ret dine skridt mod de endeløse ruiner, * alt har fjenden ødelagt i helligdommen!
73:4 Dine fjender brølede * på dit åbenbaringssted,
73:5 De opstillede deres bannere som tegn. * Det så ud, som når man løfter
73:6 Økser i skovens tætte krat, * da de med økser og brækjern sønderslog alt det udskårne træværk.
73:7 De stak ild på din helligdom, * de vanærede dit navns bolig helt til grunden.
73:8 De tænkte: Vi underkuer dem alle. * De brændte alle Guds åbenbaringssteder i landet.
73:9 Vore egne tegn ser vi ikke, der er ikke mere nogen profet, * ingen blandt os ved, hvor længe det skal vare.
73:10 Hvor længe, Gud, skal fjenden spotte * og modstanderen vedblive at håne dit navn?
73:11 Hvorfor trækker du din hånd tilbage og holder din højre * skjult i kappefolden?
73:12 Gud er min konge fra ældgammel tid, * han, som gjorde frelsesgerninger på jorden.
73:13 Du bragte havet i oprør i din styrke * og knuste dragehovederne på vandet.
73:14 Du knuste Livjatans hoveder * og gav dem som føde til havets fisk.
73:15 Du brød vej for kilde og bæk, * du udtørrede vandfyldte strømme.
73:16 Din er dagen, din er natten, * du har givet solen og månen deres plads.
73:17 Du har fastlagt landjordens grænser, * sommer og vinter har du skabt.
73:18 Husk dette, Herre: Fjenden spotter, * et tåbeligt folk håner dit navn.
73:19 Giv ikke din dues liv til vilddyr,  * glem ikke for evigt dine hjælpeløses liv!
73:20 Husk på pagten! * For landets mørke er fuldt af stønnen og vold.
73:21 Den undertrykte skal ikke vige i skændsel; * den hjælpeløse og fattige skal lovprise dit navn.
73:22 Rejs dig, Gud, og før din sag! * Husk, at tåben spotter dig dagen lang!
73:23 Glem ikke dine fjenders råb, * dine modstanderes larm, der stadig rejser sig.
