93:1 Herre, du hævnens Gud, * du hævnens Gud, træd frem i stråleglans!
93:2 Rejs dig, du jordens dommer, * gør gengæld mod de hovmodige!
93:3 Hvor længe, Herre, skal de ugudelige, * hvor længe skal de ugudelige juble?
93:4 Frækt lader de munden løbe, * alle forbryderne bruger store ord.
93:5 De knuser dit folk, Herre, * de undertrykker din ejendom.
93:6 Enken og den fremmede slår de ihjel, * faderløse myrder de.
93:7 De siger: Herren ser det ikke, * Jakobs Gud lægger ikke mærke til det.
93:8 Så forstå dog, I tåber blandt folket! * I dårer, hvornår vil I tage mod fornuft?
93:9 Skulle han, som plantede øret, ikke høre, * skulle han, som dannede øjet, ikke se?
93:10 Skulle han, som opdrager folkene, ikke straffe, * han, som lærer mennesker kundskab?
93:11 Herren kender menneskers tanker, * han ved, at de er tomme.
93:12 Lykkelig den mand, du tugter, Herre, * og som du belærer efter din lov,
93:13 Så du giver ham fred for onde dage, * indtil graven graves for den uretfærdige.
93:14 For Herren forkaster ikke sit folk * og svigter ikke sin ejendom;
93:15 Retten kommer på ny til sin ret, * og alle de oprigtige skal følge den.
93:16 Hvem står sammen med mig mod de onde? * Hvem står på min side mod forbryderne?
93:17 Var Herren ikke kommet mig til hjælp, * havde jeg snart fået bolig i tavshedens land.
93:18 Når jeg sagde: Min fod vakler, * så støttede din trofasthed mig, Herre.
93:19 Når urolige tanker tog til i mit indre, * så gjorde din trøst mig glad.
93:20 Skulle du have fællesskab med ondskabens domstol, * som skaber lidelse i strid med loven?
93:21 De angriber den retfærdige * og dømmer det uskyldige blod skyldigt.
93:22 Men Herren blev min borg, * min Gud blev min tilflugtsklippe.
93:23 Han lod deres uret komme over dem selv og tilintetgjorde dem i deres ondskab. * Herren, vor Gud, tilintetgjorde dem.
